Værktøjskassen, de frivillige, og hej til en ny juniorafdeling

November er fløjet afsted, og projektet er kommet virkelig godt fra start, hvis vi selv skal sige det. Her kan du læse lidt om det, der er sket, og hvad vi kaster os over i næste måned.

 

Websitet - For frivillige

Vi har arbejdet målrettet på at få første del af den nye hjemmeside klar; nemlig den del, der er for alle frivillige, foreningsfolk og andre, der er interesseret i både at følge med i projektet i det hele taget, og i at dykke ned i vores ressourcebibliotek Værktøjskassen, som vil vokse sig meget større med tiden.

Juniorudvalget i Danmarks Sportsfiskerforbund har udformet en række gode tips og råd til jer, der driver eller gerne vil starte en juniorafdeling. Dette er blevet til serien Den gode juniorafdeling, som består af seks artikler, der kan inspirere og optimere jeres frivillige arbejde med børn og unge.

Du har nu også mulighed for at læse mere om selve projektet og hvad vi vil arbejde på i de kommende tre år. Det finder du under Om projektet.

 

I midt november besøgte vi Havørred Fyn, hvor vi var med ude at elfiske sammen med skoleelever og folk fra den lokale kommune.

 

Fremtidens Vand- og Fiskeplejere

Beskyt og benyt spiller en vigtig rolle i vores projekt, og derfor er vi også super glade for, at vi har fået tildelt midler fra Lystfisker Danmark, målrettet at få flere børn og unge med ud og lave vandpleje.

Der skal laves i alt 5 vandplejeprojekter, og dem fordeler vi på tværs af landet, hvor de vil blive ledet af hver deres tovholder. I begyndelsen af 2025 vil arbejdet med at kortlægge projekterne for alvor gå i gang, men vi er meget glade for at kunne præsentere vores tovholder-team allerede nu:

Sjælland (å): Rune Hylby / Den Sjællandske Grusband

Fyn (å): Søren Knabe / Havørred Fyn

Jylland (å): Peter Andreas Christensen

Jylland (kyst): Niels Aage Skovbo

Bornholm (å): Bjarke Borup / Vandpleje Bornholm

 

Find din klub

Hvor kan jeg gå til lystfiskeri? Det spørgsmål skal vi selvfølgelig hurtigt kunne svare på, når børn, unge og deres forældre snart begynder at besøge Fiskeakademiets hjemmeside.

Vi har derfor lavet et kort med en nem oversigt over, hvor i landet der er foreninger, der laver aktiviteter særligt målrettet juniorer. Du finder kortet her.

Ønsker I som forening at tilføje billeder, kontaktinformation eller andet til jeres foreningspræsentation på kortet, så send dem endelig til Marie på mb@sportsfiskerforbundet.dk.

 

Velkommen til ny juniorafdeling

Et af vores store mål er, at vi i de næste tre år kan byde velkommen til mindst 13 nye juniorafdelinger. Og allerede i den første uge kunne vi sætte en ny prik på vores Find din klub-kort.

Lystfiskeriforeningen for Nykøbing F. og Omegn har meldt sig på banen og vil nu arbejde målrettet for, at børn og unge skal have en plads hos dem. Det er for fedt!

Drømmer du om at starte en juniorafdeling i din forening, eller vil du gerne være instruktør, men ved du ikke hvor henne? Så tøv ikke med at tage kontakt til Marie på 28296757 eller på mail mb@sportsfiskerforbundet.dk.

 

Outdoor FUN - Flere Unge i Naturen af Jan Arvidsen, Mathilde Skov Kristensen og Evald Bundgård Iversen. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, forskningsenheden Active Living og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2024.

 

Så mange gode samarbejdsmuligheder

Der er så mange fantastiske mennesker og projekter i gang i hele landet, både indenfor lystfiskeri, friluftsliv og frivillighed, og det har allerede budt på en masse spændende snakke og erfaringsudveksling.

Vi vil særligt gerne fremhæve Ungefællesskaber i Friluftslivet. Dette er et projekt, der udspringer fra Friluftsrådet, og som har til formål at forbinde friluftsforeninger med særligt ungdomsskoler og efterskoler. Vi sidder i projektets følgegruppe og bliver løbende inviteret til netværksarrangementer, hvor vi får mulighed for at tale med andre organisationer, der ligesom os drømmer om at få flere børn og unge ud i naturen. Meget spændende!

Til det seneste møde blev vi præsenteret for et nyt forskningsprojekt fra Odense Institut for Idræt og Biomekanik, der dykker ned i netop motivationen og drivkraften hos børn og unge, når det kommer til at være en del af foreningslivet i friluft-regi. Meget spændende og overkommelig læsning, som varmt kan anbefales.

Kort fortalt (pdf): Unges motiver for deltagelse i foreningsbaserede outdooraktiviteter

Kort fortalt (pdf): Hvordan skabes gode rammer for unges deltagelse i foreningsbaserede outdooraktiviteter?

 

Den kommende måned

Der er stadig masser af opgaver at gribe fat i, og her er lidt af det der skal ske den kommende måned.

Ungdomspanel
December måned står for døren, og blikket rettes nu mod de unge, som vi jo ikke må glemme midt i alt frivillig-snakken.

Vi skal derfor have etableret vores Ungdomspanel; en gruppe af 8-10 børn og unge, der skal fungere som rådgivere på projektet, særligt når det kommer til udviklingen af aktiviteter og kommunikation. Det glæder vi os til!

Vi skal videre med hjemmesiden
Hjemmesiden skal vi også videre med. Den er nemlig slet ikke i mål endnu. Hvis alt går godt, kan vi i januar præsentere den del, hvor de unge skal bo. Og så skal der laves meget mere indhold til både de unge og de frivillige.

Sociale medier
Vores sociale mediekanaler har også stået stille i noget tid. Det bliver de nok ved med lidt endnu, for næste trin her er, at der skal lægges en plan og produceres indhold – og det skal selvfølgelig baseres på snakken med Ungdomspanelet.

Flere gode snakke
Kalenderen byder også på flere spændende møder allerede. Vi skal nemlig både snakke med det svenske og det norske forbund og høre, hvad de har gjort for at skabe gode rammer for børn, unge og frivillige. Og mon ikke der kommer flere møder i kalenderen.

Med julen lige om hjørnet, bliver det en lidt kortere måned end normalt. Fra og med den 21. december og frem til den 5. januar holder kontoret lukket. Men indtil da giver vi den fuld gas og glæder os til alt det spændende der skal ske.

Forrige
Forrige

"Anglers of the Future" - a new project by EAA member Sportsfiskerforbundet (DK), to motivate youngsters to go outdoors!

Næste
Næste

Fremtidens Lystfiskere: Nyt DSF-projekt skal skabe flere nye lystfiskere