Den gode velkomst og fastholdelsen

En juniorafdeling skal være et sted, hvor børnene føler sig velkomne, trygge og engagerede. For at skabe et miljø, der fremmer tilbagevendende deltagelse og inkluderer alle, er det vigtigt at fokusere på både de praktiske rammer og den sociale atmosfære.

 

Den gode juniorafdeling er en serie på seks indlæg, der giver dig grundlæggende tips og råd til både opstart og drift af en juniorafdeling. Indholdet er udformet af Danmarks Sportsfiskerforbunds Juniorudvalg.

 
 

Skab en velkomstkultur

Den første kontakt med juniorafdelingen er afgørende for, om børnene og deres forældre får lyst til at komme tilbage. Hvordan I skal gribe dette an, afhænger lidt af, om alle på holdet starter op samlet, eller om I tillader, at nye medlemmer støder til holdet i løbet af sæsonen.

Men lige meget hvad, kan det være en god idé at have en introduktion, hvor både børn og forældre får mulighed for at lære hinanden og underviserne at kende.

Dette kan foregå som et kort informationsmøde i starten af sæsonen, hvor både praktiske ting som program og udstyr bliver gennemgået, samtidig med at der bliver sat fokus på den gode stemning i juniorafdelingen.

I kan også vælge at invitere nye medlemmer til at møde op før de andre, ved deres første besøg, så der er ro og tid til at hilse og snakke, inden det hele går løs.

 

Få en fiskeven

En af de vigtigste faktorer for at fastholde juniorernes interesse i en juniorafdeling er, at de føler sig som en del af et fællesskab. Det er ganske simpelt. Når de har venner, der går i klubben, motiverer det børnene til at komme tilbage gang på gang.

For mange af børnene kender de ikke andre, der fisker, når de starter hos jer. Så I er altså en mulighed for, at de kan møde andre med samme interesse; nogen de kan dele oplevelser, lære sammen og støtte hinanden. Dette fællesskab vil også styrke deres tilknytning til foreningen.

Tænke ind, hvordan I kan skabe gode rammer for, at de sociale relationer kan blomstre.

 
 

Alle skal lære noget nyt

Der er som regel stor variation blandt børnenes fiskemæssige niveau, når de kommer til klubben. Nogle har fisket i mange år og har allerede stor erfaring, mens andre er helt nye. Det er derfor vigtigt, at I tilrettelægger jeres aktiviteter med plads til alle.

Hvis undervisningen og aktiviteterne bliver monotone, forudsigelige eller ikke er udfordrende nok, mister børnene hurtigt interessen.

I kan med fordel tale med jeres juniorer om, hvad de gerne vil lære eller lykkes med i løbet af den kommende sæson, og tilrettelægge en del af aktiviteterne ud fra dette. I kan også vælge at niveauinddele dem og lave målrettede forløb.

Det er fedt at arbejde frem mod et konkret mål, og hvis børnene oplever, at de lærer noget nyt, og at de når de mål, de sætter sig, vil de uden tvivl komme igen.

 
 

Klare rammer

Børn trives med struktur, og for nogle børn er det særligt vigtigt, at der er en klar plan for arrangementet. Sørg derfor for at kommunikere klart og tydeligt, hvad der skal ske, sådan at de føler sig forberedte og trygge.

Det er en fin balancegang mellem at være fleksibel og tilpasse sig gruppens behov, samtidig med at skabe forudsigelighed. Dette kan imødekommes ved at skabe nogle faste rutiner, der kan fungere som anker i løbet af et event eller en klubaften. Dette kan være alt fra en fast startaktivitet, en fast afslutning eller noget helt tredje.

Beslutter I jer for at ændre på dagens program undervejs, så husk også at give klar besked om, hvad den nye plan er.

 

Anerkendelse, ros og "hvordan går det?"

Alle børn, uanset niveau, har brug for anerkendelse for deres indsats. Sørg for at rose både de små og store fremskridt. Ros kan være noget så simpelt som at anerkende et barns indsats for at lære en ny teknik, eller for at hjælpe en kammerat.

Der vil også hurtigt være nogle børn, der tager mere opmærksomhed end andre. De mere stille eller selvstændige børn kan derfor nemt blive glemt. Gør det også til en fast prioritet at få hilst på og talt med alle børnene i løbet af et arrangement.

Det er super hyggeligt, og en god måde at få en fornemmelse af, hvordan de har det.

 


Forrige
Forrige

Kommunikation