
Put i Påsken 2025
Mød Odsherred Lystfiskerforening
Tag børnene med til en skøn dag med fiskeri og natur ved Brynshøj Put & Take sø søndag den 20. april 2025 kl. 11:00-14:00. Her udsættes flotte regnbueørreder, så alle har gode chancer for at fange en lækker fisk til påskefrokosten.
Odsherred Lystfiskerforening og Fishing Zealand guider jer hele dagen, så både begyndere og erfarne fiskere får den bedste oplevelser. Fishing Zealand stiller fiskegrej til rådighed, så alle kan deltage – også uden egen fiskestang.
Børn til og med 12 år fisker gratis og må tage én ørred med hjem. Øvrige familiemedlemmer er velkomne til at fiske ved køb af fiskekort.
Tilmelding:
Pladserne er begrænsede til 20 deltagere, så tilmelding sker efter først-til-mølle princippet hos Fishing Zealand-guide Mikael Tange på mail: tange@fishingzealand.dk.
Læs mere om søen her: www.brynshoej.dk

Hornfiskefestival i Kalundborg
Mød Sportsfiskerforeningerne fra Kalundborg, Høng og Gørlev
Snart er det maj, og dermed tid til at finde fiskegrejet frem og prøve lykken efter hornfisken! Hornfiskefestivalen i Kalundborg er en hyggelig begivenhed for både erfarne og nye lystfiskere.
Dagens konkurrence
Konkurrence med præmier til de 5 tungeste hornfisk i tre alderskategorier:
Børn (under 12 år)
Unge (under 18 år)
Voksne
Du kan låne fiskeudstyr gratis og få hjælp fra erfarne medlemmer af de lokale sportsfiskerforeninger.
Der er præmier til en værdi af over 20.000 kr. fra hovedsponsoren Abu Garcia/Nap & Nyt, og en velkomstgave til de første 100 deltagere: blink fra Abu Garcia og silketråde fra Silkekrogen.
Der må fiskes fra alle kyster i Kalundborg Kommune
Hornfiskefestivalen arrangeres i samarbejde mellem Kalundborg Kommune, Fishing Zealand og de lokale sportsfiskerforeninger i Høng, Gørlev og Kalundborg.

Fiskeri ved Højkilde Fiskesø, Skarrild
Mød Lystfiskerforeningen af 1926
En hyggelig fiskedag med fokus på børn, bedsteforældre, forældre og familie
Vi skal have flere børn og unge mennesker ud at fiske. Derfor holder vi en hyggelig fiskedag ved Højkilde Fiskesø, med fokus på børn, bedsteforældre, forældre og familie. Vi fisker efter søens regnbueørreder, griller pølser, laver snobrød og nyder det sociale samvær.
Arrangementet finder sted lørdag den 24. maj kl. 10.00-15.00 og er åbent for alle uanset medlemskab af en lystfiskerforening.
Lystfiskerforeningen er vært ved snobrød og pølser. Har man ikke selv fiskegrej, kan grej lånes på stedet.
Største fisk fanget af et barn præmieres med et juniormedlemskab af Lystfiskerforeningen af 1926.
Arrangementet er led i Lystfiskeriets Dag, et fælles dansk arrangement under Danmarks Sportsfiskerforbund, med sigte på at skabe interesse omkring natur og lystfiskeri.
Tilmelding:
Kræver ikke tilmelding
Kontaktperson:
Nils Svalebøg
nils@fluefisker.dk
Tlf.nr.: 21266454

Nak og Æd en hornfisk på Mågeøen
Mød Rønde og Omegns Sportsfiskerforening
En rigtig hyggedag for hele familien, med garanti for frisk luft og hygge langs kysten
Drømmer du om at fange en hornfisk eller måske en havørred hvis du er heldig?
På lystfiskeriets dag lørdag den 24. maj kan du sammen med Rønde og Omegns Sportsfiskerforening prøve lykken.
Foreningen laver fiskecamp på Mågeøen og guider dig i fiskeriet. Der er mulighed for lån af fiskegrej, og i løbet af dagen bliver grillen startet og der bliver budt på friskfanget grillet fisk. Alle er velkomne og det er gratis at deltage.
Tilmelding:
Kræver ikke tilmelding
Kontaktperson:
Ole Svenningsen
rosfisker@gmail.com
40828027

Kattegat Kyst Cup
Mød Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn
Er du klar til at deltage i en af Nordjyllands største og mest hyggelige fiskekonkurrencer? Så er det tid til at tilmelde dig Kattegat Kyst Cup 2025.
Igen i år afholdes det årlige Kattegat Kyst Cup hvor lystfiskere fra nær og fjern samles for at konkurrere i 11 kategorier langs den smukke, østlige kyst. Uanset om du er erfaren lystfisker eller nybegynder, er der masser af spænding og gode muligheder for at vinde præmier!
Hvor må du fiske?
Du må fiske fra Lyngså Strand til og med Rugholmen nord for Strandby. Bemærk fredningszoner skal overholdes.
Højdepunkter
Konkurrence i forskellige kategorier
Præmier til alle juniorfiskere
Et socialt og hyggeligt fællesskab af fiskeentusiaster
Flotte naturskønne kystområder
Tilmelding og priser
Tilmeld dig via mail og vær med til at gøre Kattegat Kyst Cup 2025 til en uforglemmelig oplevelse: kattegatkystcup@gmail.com
Junior (2-17 år) 50 kr
Senior (18 år+) 150 kr
Krabbe (0-2 år) 25 kr
Overnatning
Der er mulighed for at booke overnatning på Hedebo Strand Camping i Sæby. Book plads på lene@hedebocamping.dk eller telefon 40269010.
Kattegat Kyst Cup arrangeres af Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn i samarbejde med Hedebo Strand Camping.

Makrel Festival i Frederikshavn
Mød Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn
Søndag den 7/9-2025 afholder Lystfiskerforeningen Frederikshavn og Omegn Makrel Festival og du er inviteret med.
Både medlemmer og personer udefra kan deltage. Vi dyster i flere forskellige kategorier, bl.a. længste makrel.
Der er præmier til alle juniorer (op til 18 år).
Registrering og indvejning af fisk sker ved indgangen til molen - der bliver udleveret deltagerbevis.
OBS! Du skal være tilstede ved præmieoverrækkelsen for at modtage din præmier, ellers videregår den til næste i rækken.
Mindstemål på 20 cm skal overholdes!
Tilmelding og priser
Der kan forudbetales via Mobilepay: 677058 (Skriv makrel, navn og tlf.)
Enkel deltager 50 kr
Familie 100 kr
Medlemmer af foreningen 25 kr
Makrelfestival arrangeres af Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn.

Den Blå Fritidsmesse for unge i Haderslev
Kom og Mød Sønderjysk Sportsfiskerforening
Den Blå Fritidsmesse er et nyt initiativ fra Det Blå Ungdomssamarbejde i Haderslev. Messen giver unge og deres forældre et samlet overblik over vandsportsklubber, der tilbyder aktiviteter for unge.
Hvem kan deltage?
Unge fra 7 til 25 år og deres forældre, bosat i Haderslev.
Aldersgrænser varierer fra klub til klub – kom og få en snak!
Hvad sker der på messen?
✔️ Mød trænere og unge fra klubberne og hør om deres aktiviteter.
✔️ Deltag i konkurrencer med fine præmier.
✔️ Se udstyr og billeder fra vandsportsaktiviteter.
✔️ Få en bid mad og drikke, som klubberne står for.
Kom og mød Sønderjysk Sportsfiskerforening og hør meget mere om hvordan du bliver en del af en fed klub!
Tilmeldingsfrist: 3. marts