3 myter om lystfiskeri
Vi har taget fat i tre af de mest udbredte myter i lystfiskeriet og ser nærmere på, om de egentlig holder vand – eller bare er undskyldninger fra en svunden tid.
1. Fisk bider kun tidlig morgen og sen aften
Mange tror, at man skal være ude af sengen før solen står op for at have en chance ved vandet. Og der er noget om snakken – men kun delvist.
Overgangen mellem dag og nat er en vigtig tid for mange fisk. Når vinden lægger sig, kommer insekterne frem fra buske og træer: vårfluer, myg og natsværmere driver ud over vandet og skaber et sandt festmåltid for småfisk. Hvor småfiskene samles, følger rovfiskene hurtigt efter – arter som gedde og aborre ligger på lur og udnytter chancen for et nemt måltid.
Men! Det betyder ikke, at fiskene ikke spiser resten af dagen. Mange fisk har spisepauser spredt ud over dagen, ofte udløst af tilfældige hændelser som skift i vejr eller byttefiskenes adfærd.
Konklusion: Der er altid en god grund til at tage afsted – også selvom du sover lidt længe.
2. Man fanger flere fisk, når det regner
At fiske i regnvejr kan føles surt og koldt, men hvad betyder regnen egentlig for fiskene?
Generelt er fisk ret ligeglade med, om det regner. Dog kan solskin få arter som gedde og ørred til at blive mere sky – de foretrækker ofte overskyet eller køligt vejr. Regn påvirker også lufttrykket, og når trykket falder, søger mange fisk ned mod bunden og bliver mindre aktive.
På varme sommerdage kan en god regnbyge til gengæld være en gave: Koldt regnvand tilfører ilt til lavvandede søer, hvilket kan vække fiskene til live igen, når iltniveauet ellers er lavt.
Konklusion: Nogle gange fanger man flere fisk i regnvejr – men ofte er det faktisk bedst lige efter regnen, når forholdene forbedrer sig.
3. Du skal være stille – ellers skræmmer du fiskene væk!
… Har du måske fået at vide på en fisketur engang. Men hvad er egentlig rigtigt?
Fisk har ingen ører, men de kan stadig "høre" via deres sidelinje – en sansestribe langs kroppen, som opfanger vibrationer i vandet. Derfor kan fisk godt fornemme bevægelser og rystelser under overfladen.
Men lyd i luften – som snak og latter – når kun i meget begrænset omfang ned i vandet. Så medmindre man råber meget højt direkte ned i overfladen, kan man sagtens hygge sig og snakke på fisketuren.
I mange områder er fiskene vant til lyde fra mennesker, ænder og trafik, men trampen på bredden, kast med sten eller hårde skridt i lavt vand vil sende vibrationer ud, som fiskene opfanger.
Konklusion: Det var nok mest en voksen der gerne ville have lidt ro, for det er ikke din snakken, men dine trampende fødder, du skal holde lidt øje med.
Find din klub
—
Find din klub —
Få oplevelser for livet – og bliv en del af fællesskabet
Bliv medlem i jeres lokale fiskeklub hvor I kan deltage i hyggelige og lærerige arrangementer, låne udstyr, få venner med samme interesse og meget mere.