Laks og gedder i Gudenåen
Fiske 2’ere med en flot gedde fanget i Gudenåen (Langå gul zone).
Fredag gik turen for Fiske 2-holdet til Gudenåen (Langå gul zone). Spændingen for at fiske stykket var stor, da der både var chance for laks og store gedder.
Tågen havde lagt sig som en dyne over parkeringspladsen på Aalestrup Naturefterskole. Klokken var 9.30, og årets Fiske 2’ere stod klar, forventningsfulde og gearet op til en dag med masser af spændende fiskeri i Gudenåen.
Vi blev sat af bussen ved spildevandsanlægget, hvor vi mødte flere lokale medlemmer der venligt hjalp med både p-plads til instruktørernes ekstra bil, og med gode spots på det stræk der skulle fiskes på.
Efter ankomst til åen skulle der ikke gå lang tid, før den første store gedde overraskede en af kursisterne med et hurtigt angreb ved bredden. Desværre fik gedden ikke ordentligt fat og blev mistet, men det satte hurtigt en standard for fiskeriet på dagen.
Kl. 12:30 blev der tændt op i grillen, hvor instruktør Albert Basse kom med en flot hanlaks, han havde samlet op bag kursisterne. Den blev beundret, mens der blev indtaget grillpølser og brød, og udvekslet historier fra det spændende formiddagsfiskeri.
I alt blev der fanget seks gedder, og mindst det dobbelte blev mistet. Heriblandt mistede kursist Lukas en gedde, der blev vurderet til 110 cm – en fisk, der kunne have været Lukas’ nye personlige rekord!
Instruktør Albert Basse med en flot hanlaks, fanget i Gudenåen (Langå gul zone)
I løbet af dagen mødte vi flere lokale, som uden tøven kom med råd og vejledning. Noget der virkelig gjorde positivt indtryk hos kursisterne. Heriblandt mødte vi også en af de hjælpsomme lokale, der havde indviet os i fiskespots fra morgenen. På tilbageturen guidede han resten af Fiske 2-holdet mod p-pladsen.
Det er netop denne hjælpsomhed og den ånd vi på Fiskeakademiet forsøger at videregive til fremtidens lystfiskere. Hele Fiske 2-holdet takker for, at vi måtte komme og fiske på Langå Sportsfiskerforenings fiskevand, og en kæmpe tak til de hjælpsomme medlemmer af foreningen.
Holdets instruktører
Bo Teut Kloster, Ebbe Petersen, Albert Basse Bruun Nielsen og Lars Bo Roland Sørensen